”Hvad koster Facebook-annoncering egentlig?” Det spørgsmål stiller mange, når de skal i gang med annoncering på Facebook. Og svaret er lidt det klassiske: “Det kommer an på flere faktorer…”
Men det betyder ikke, at du skal famle i blinde. I dette blogindlæg forklarer vi, hvordan Facebook (og Instagram) annoncering fungerer, hvad du betaler for, hvilke faktorer der påvirker prisen, og hvad du selv kan gøre for at få mest muligt ud af dit budget.
Hvordan fungerer betalingen på Facebook?
Facebook og Instagram (begge dele styres via Meta Ads Manager) bruger en auktionsmodel. Det betyder, at du ikke betaler en fast pris, men i stedet konkurrerer med andre annoncører om at blive vist i målgruppens feed og på tværs af platformens funktioner.
I langt de fleste tilfælde betaler du pr. 1.000 visninger (CPM), uanset om du optimerer mod klik, videovisninger eller konverteringer. Men Meta bruger din kampagnemålsætning til at finde dem, der med størst sandsynlighed vil udføre den ønskede handling – fx klikke, se din video eller udfylde en formular.
Det betyder:
- Du betaler typisk for eksponering, men dine annoncer bliver vist til dem, der mest sandsynligt klikker eller konverterer
- Du kan godt måle prisen pr. klik (CPC), men det er ikke nødvendigvis den afregningsmetode, Meta bruger.
Derudover vurderer Meta også annoncens kvalitet og relevans, hvilket har direkte indflydelse på prisen. To virksomheder med samme målgruppe og branche kan derfor betale meget forskelligt afhængigt af, hvor gode deres annoncer er.
Hvad påvirker prisen på dine annoncer?
Der er flere faktorer, der har indflydelse på, hvad du reelt kommer til at betale for dine Facebook-annoncer:
- Målgruppe
Hvordan, og hvor snævert du har defineret din målgruppe, har betydning for prisen. Jo mere specifik eller eftertragtet målgruppen er, jo dyrere kan det blive. - Konkurrence og sæson
Priserne stiger i perioder med høj efterspørgsel – fx op til Black Friday, jul eller udsalg. Du konkurrerer om annonceplads med andre, der vil nå de samme brugere. - Kampagnetype
Om du optimerer mod rækkevidde, trafik eller konverteringer har stor indflydelse på prisen (det vender vi tilbage til i næste afsnit). - Annoncens kvalitet
Jo bedre din annonce performer, fx i form af klik, interaktion eller videovisninger, jo bedre bliver du vurderet af Meta, hvilket kan give en billigere pris. - Budget og læringsfase
Et meget lavt budget giver mindre data, og det kan gøre det sværere for algoritmen at finde de rigtige brugere. Det kan betyde højere pris pr. handling i starten.
Kort sagt: To virksomheder i samme branche og med samme målgruppe kan ende med at betale vidt forskelligt afhængigt af deres setup, budskab og kampagnetype.
Forskellige kampagnetyper kræver forskelligt budget
Når du opretter en kampagne i Meta, vælger du en kampagnemålsætning, som styrer, hvad algoritmen optimerer efter, og dermed hvad du reelt betaler for.
Her er et overblik over de mest anvendte kampagnetyper, og hvad du typisk betaler for:
- Kendskab (branding, rækkevidde og visninger)
Formål: At blive set og genkendt
Du betaler typisk pr. 1.000 visninger (CPM). Du får meget eksponering for pengene, men det er sjældent nok i sig selv, hvis målet er leads eller salg.
Dog kan det være et godt sted at starte, især hvis du ikke har annonceret før.
Prisniveau: Ca. 25–75 kr. pr. 1.000 visninger - Trafik (klik på link og visning af landingsside)
Formål: At få besøgende ind på din hjemmeside
Du betaler for visninger, men Meta forsøger at vise annoncen til personer, der med stor sandsynlighed klikker.
Prisniveau: Ca. 2–25 kr. pr. klik. Prisen afhænger meget af branche og målretning. - Leads (websiteformularer, lynformularer, konverteringer og opkald)
Formål: At generere leads som fx tilmelding, kontakt eller formularudfyldning.
Meta optimerer mod de brugere, der er mest tilbøjelige til at konvertere. Prisen afhænger af, hvor kvalificeret et lead du ønsker, og hvor stor konkurrencen er i din branche.
Prisniveau: Et lead koster typisk mellem 100–500 kr., men i brancher med høj konkurrence eller komplekse ydelser kan prisen komme op omkring 800–1000 kr.
Selvom det kan virke højt, kan det stadig være en god investering, hvis kunden har høj værdi eller bliver tilbagevendende. - Salg (konverteringer, katalogsalg og opkald)
Formål: At få konkrete henvendelser eller salg som fx køb eller telefonisk kontakt.
Meta optimerer her mod de brugere, der har størst sandsynlighed for at købe dit produkt eller tage kontakt.
Prisniveau: Prisen pr. salg ligger ofte på samme niveau som leads og afhænger af produktets pris, konkurrence og kompleksitet.
Det er vigtigt at vælge kampagnetype ud fra hvad du vil opnå, og ikke kun ud fra, hvad der er billigst. Samtidig bør du også overveje, hvor mange der kender dig i forvejen, om du har annonceret før, og hvad du er villig til at betale for at få en kunde.
Husk, at prisen varierer alt efter branche, konkurrence og opsætning, og derfor kan det være svært at give en entydig pris på forhånd.
Hvad koster annoncering så i praksis?
Mange tror, at de skal bruge store beløb for at komme i gang med annoncering, men det behøver de faktisk ikke. Som tommelfingerregel anbefaler vi et minimumsbudget på 2.000–3.000 kr. pr. måned, hvis du vil teste annoncer seriøst. Det giver algoritmen plads til at lære og sikrer nok data til, at du faktisk kan evaluere effekten.
Det præcise budget afhænger dog af kampagnetype, ambitionsniveau og målgruppe.
Husk også:
- Annoncebudgettet er det beløb, der bruges direkte i Meta, altså det, der går til klik, konverteringer og visninger
- Hvis du får hjælp udefra, fx via et bureau, kommer der typisk en strategisk og eksekverende omkostning oveni til opsætning, annoncer, tracking og optimering.
Men er Facebook-annoncering så overhovedet pengene værd?
Ja, hvis det gøres rigtigt. Den investering, du bruger til annoncering og eventuel ekstern hjælp, betaler sig ofte hurtigt hjem igen, hvis setup og budskab er på plads.
Facebook-annoncering kan være en meget effektiv kanal, hvis du ved, hvad du vil opnå, følger op på resultaterne og justerer løbende.
Sådan får du mest muligt ud af dit annoncebudget
Vil du bruge dit budget klogt og skabe resultater, er det vigtigt, at du har styr på flere forskellige dele. Du bør blandt andet sørge for at:
- Målrette mod de rigtige personer, så du ikke spilder visninger på irrelevante brugere. Husk, at målgruppen hverken skal være for snæver eller for bred.
- Bruge kreativt og relevant content – gerne i form af video eller fængende billeder, der vækker opmærksomhed.
- Kombinere med remarketing, så du følger op på dem, der allerede har besøgt din hjemmeside. Det kræver dog, at du har haft annoncering i gang i noget tid, og at du får nok trafik til, at remarketing giver mening.
- Teste og justere løbende, så du finder frem til det, der virker bedst for netop din målgruppe – både i forhold til budskab, format og kampagnetype.
Klar til at komme i gang med Facebook-annoncering?
Hos AddAttention hjælper vi virksomheder med at få konkrete resultater ud af deres annoncebudget, uanset om du allerede er i gang, eller starter helt fra bunden.
Vi arbejder datadrevet og målrettet, så du får mest muligt ud af dine annoncekroner, og sikrer, at du har overblik over effekten af indsatsen.
Er du nysgerrig på Facebook-annoncering, eller vil du høre mere om, hvordan vi kan hjælpe dig? Så ring til os på 71 71 32 33 eller udfyld vores kontaktformular, så tager vi en uforpligtende snak.

